I Boston mødtes vi med nogle venner hjemme fra, som også var på amerikaner-omrejse, så vi fejrede rigtig 4th of July i parken med pizza og venner! Det var så SUPER hyggeligt, og helt utroligt flot med fireworks over Bostons trætoppe.
Havde den fedeste tid nogensinde, havde helt glemt hvor hyggeligt det var, når mor og far hang ud med deres venner.
Efter Boston, som som sagt var fyldt med hygge og venner, men også gode sightseeing ture og massere af sol og varme, tog vi op nord på, for at komme op i bjergene. Vi boede på den sødeste lille Inn, hvor servicen var hyggelig, og personlig, og det var sådan et sted hvor vi sad og ristede skumfiduser og bålet om aftenen, og snakkede hele eftermiddagen væk med ejeren. Så helt fantastisk og unikt! Helt klart et sted der kan anbefales.
Vi tog så til Mount Washington, hvor man selv kunne få lov at køre op. Det var en lang og lidt ubehagelig, men helt fantastisk tur! Mor kunne dog ikke holde det ud, mens far, som ellers ikke er så glad for højder, så ud til at have det sjovt. Da vi så kom helt op på toppen, gik vi jo bogstavelig talt ind igennem skyer for at komme op til museet, som lå der oppe, og det gamle hotel, the Tip Top house, som de havde forsøget sig med at gøre en forretning ud af. Det var nu også bare til udstilling nu.
Turen ned var straks helt værre, da der skulle bremses meget - hvilket betød opvarmet bremser, som resulterede i mange stop på vej ned, og der efter høj fart og skarpe sving, fordi far hellere ville køre mega stærkt ned af det stejle bjerg og skarpe sving, end at bremse, som en fornuftig mand ville have gjort.
Udsigten var dog blændende! Har aldrig set noget så smukt før, og jeg fandt nu også de ekstreme højder underholdende. Det var lige indtil Viktor besluttede sig for at stille sig på kanten, lodret ned, og danse numsedans. Det kildede godt nok lidt i maven.
Efter vi havde været i bjergene, kørte vi til Burlington, Vermont (hvor vi stadig er), for at få 3-4 dage med ren afslapning. Efter vi havde sovet her den første nat, stod vi op og kørte på Ben og Jerry's icecream fabrik, og fik set hvordan de laver alt isen, og vi fik også lov til at smage et helt ny smag de havde udviklet, så det var ret cool! Der mødte vi også lidt kort nogle danskere, men de havde ikke lige tid til at snakke... Måske skræmte vi dem væk. Derefter tog vi ellers bare hjem og lå ved poolen, og idag stod vi så op og gjorde det samme. Vi blev dog nødt til at køre, fordi han skulle rense poolen, og roomservice skulle gøre rent på vores værelse, så vi endte med at køre lidt tilfældige steder hen, for så at stoppe et tilfædligt sted, hvor de solgte hotdogt og cheeseburgere - lige hvad familien Hansen havde lyst til. Og det var god mad. Bagefter fik vi alle en "small" is hver, som bare viste sig at være giga store! Vi blev også enige om at der gik helt Burger Hjørnet i den der med sådan nogle store is.
Bagefter tog vi hjem for at ligge ved poolen igen, bare for at finde en familie, som lå og fladede ud på vores pladser. Heldigvis fandt Viktor da ud af at de var danskere, og snart fik mor snakket lidt med dem, og de var nu meget søde, og så var det lidt lettere at opgive vores pladser. Ej, jeg driller bare, men de var smadder søde, og det var da super sjovt at møde nogle danskere, sådan et sted som her, når vi nu har været i Chicago og Niagra Falls uden rigtig at møde nogle danskere... Jeg mener, der boede danskere på vores hotel i NF, men vi snakkede ikke med dem...
Imorgen står vi så op og køre tilbage mod kysten af, nemlig til Cape Cod (tror jeg da det hedder) for at gå på hval safari og sådan lidt. Derefter (den 12) stikker vi så ellers næsen mod New Jersey/New York, hvor vi så skal bo resten af ferien indtil den 18! Og så er det eller hjem af.
Det er ikke helt gået op for mig, at jeg snart skal se mine venner igen. Jeg tænker tit på det, og hvor fedt det bliver, men jeg har stadig ikke fået det sus i maven. Men jeg fik heller ikke sus i maven, før mor og far stod på dørtrinnet hos the Lecurus, som mon ikke det nok skal nå at komme? Jeg glæder mig i hvert fald SÅÅÅÅ meget!!
Og til at se min familie. Det eneste der bliver snakket om rigtig, er alle mine kusiner og mine onkler (morbrødre) og tanter, og bedsteforældre, så det kan jo ikke rigtig være anderledens, end at jeg savner dem rigtig meget nu!
Det var det for denne gang!
Knus og kram, Pauline :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar