Election day!

USA er på den anden ende... Og har været det i nogle uger nu... Den sidste måned har folk ikke snakket om andet end politik. Der er skilte i forhaverne, klistermærker i vinduerne, og store sammenkomnster for de politiske intresserede. Det har været intenst, og jeg har personlig diskuteret end masse politik med Dad. Det har været svært til tider, fordi vi kommer fra så forskellige steder, især på få punkter som abort, gay-marriage, og health-care og i det hele taget bare skat. Nogle gange blev jeg helt overbevist, med hensyn til det med skatterne, for jeg kan egentlig godt lide tanken om at være selvkørende. Altså, at jeg man bliver nødt til at kæmpe lidt for sine ting. Dog er der en ting, som gør mig så ked af det, hver gang jeg hører om det, og det er det med gay-marriage. De mennesker jeg bruger min tid med herover, er alle imod gay-marriage, fordi de er kristne, og bibelen siger at ægteskab er mellem en dame og en mand. Men jeg syntes alstå ikke at man skal diskriminere på den måde. Og det gør mig trist en gang imellem... Romney siger at han vil sænke skatterne, men til gengæld vil han bestemme over hvem du gifter dig med, og hvad du vil gøre med dit liv (abort osv). Det syntes jeg er forkert. Og så ved jeg ikke, så sidder det her med Obama så dybt i mig, for det er ham alle elsker i Danmark, så det er lidt svært at give slip på ham.
Men ellers er jeg bare spændt på at se hvordan det hele løser sig. Hvis Obama bliver valgt, håber jeg for ham, at han endelig kan få nogle af sine ambitioner rigtig i gang, fordi han prøver at ændre et helt land, og det tager lang tid, især sådan en stort land som Amerika. Hvis Romney bliver valgt, håber jeg virkelig at han vil gøre alt det han lover, så - som min Dad påstår - økonomien bliver god, og alt bare bliver fantastisk! Det kunne jo være meget rart, da det hele åbenbart går rigtig dårligt nu.

Næsten hele familien sidder nu foran tv'et... Harmonie and Chris, Mom and Dad og Grandma and Grandpa, sidder nu og lytter til alle statistikkerne, og det er altså ret nervepirrende. For jeg ved ærlig talt ikke hvem jeg holder med. Jeg glæder mig lige meget til at se hvordan det kommer til at gå den kommende præsident, så jeg vil egentlig bare have resultaterne nu, så den nye præsident kan komme i gang med at rule the country.

Idag var der valg på skolen, og jeg stemte selvfølgelig også. Jeg er på en måde ked af at sige det her, for jeg ved at min familie var lidt skuffede, men jeg gjorde det altså bare for sjov, og for at drille mine venner, men jeg stemte på Obama. Han tabte dog. Men jeg var altså ligeglad. Det var jo bare for sjov;-)
Kun 33 % af skolen startede, og Romney fik 117 (mener jeg da) stemmer, mens Obama fik 101.


Udover alt det politiske halløj sker der altså en masse ting personligt med mig her for tiden. Altså i min udviklings om person. Det er virkelig som om at jeg er i et fristed. Det der med at være genert og tænke alt for meget over hvad andre tænker om mig, er væk! Ja, jeg ved det mor, men jeg kunne ikke være mere ligeglad, med hensyn til hvis nogen gør nogen pinlige ting! Jeg tør sige hvad jeg tror på, og er ikke bange for sige hvad jeg mener (det meste af tiden), selvom jeg udmærket godt ved at personen over for mig mener noget andet. Jeg har nemlig været god til bare at snakke efter andre mennesker (hvis det hedder det), for ikke at gøre personen forlegen eller vred. Og jeg ved ærlig talt ikke hvorfor. Det er altså undertligt. Føler mig som en helt anden person. For noget tid siden, der inden homecoming, skulle jeg jo gå foran hele skolen sammen med den anden udvekslingsstudent Alex. Han snakkede om at gå på et knæ for mig og give mig en rose, og jeg stod der og blev helt forlegen og prøvede at snakke uden om, og fortalte ham, at jeg altså var meget genert (hvilket egentlig betød at jeg syntes det var alt for pinligt/for meget opmærksomhed), hvortil han svarede at han også var meget genert, men ikke her! Han var i Amerika, og han kendte ingen her. Så han var slet ikke genert eller pinligt berørt. Nu forstår jeg ham endelig. Jeg ved ikke hvordan jeg kan forklare det, men en ting kan jeg sige jer. Jeg er (forhåbentlig) ikke den samme person når jeg kommer hjem, som jeg var da jeg tog afsted. Jeg troede måske, det var overdrevet, når folk sagde at et udvesklingsår virkelig gjorde dem til et mere udafhængigt ungt menneske, men det er virkelig sandt. Jeg kan mærke det ændre sig allerede nu. Det er måske også, fordi jeg ikke føler, jeg skal imponere nogen. Jeg ved det ikke.

I hvert fald i yearbook har vi arbejdet på vores side i mange uger nu, og jeg sidder der som en foreign, og føler at alle omkring mig ved præcis hvad de laver, og jeg ikke aner en dyt. Så jeg gør mit bedste, prøver ikke at gøre det alt for rodet (som mine klassekammerater godt kan lide) og få det til at se ordenligt ud, og gå op i detaljer - kedeligt, men praktisk. Vi havde en runde den anden dag, hvor vi skulle evalurere hinandens sider, og hver gang nogen snakkede om min, hørte jeg snak om mit cut-out som hang i luften, eller der var to much white space, og jeg tænkte bare: "Gud, de hader den!"
Da jeg så fik alle deres evalueringer, var der omkring 3 virkelig dårlige kommentarer, ud af 24. Folk skrev at de elskede den - den var AWESOME! I anden runde af evaluering, skulle vi kigge igennem ALLE siderne, og vælge vores to ynglings ting, og så skulle vi fortælle folk hvis vi havde valgt en ting fra deres side. En pige kiggede på min side, da jeg kom tilbage til min stol, og hun vendte sig om og kiggede på mig med store øjne og siger: "Jeg ELSKER din side! Det fungere bare, farverne, the boxes, det er bare.... fantastisk... Så cool!" Blev så glad! Total optur.
Men så skulle jeg lave interviews. Er du gal jeg var nervøs. Jeg gik ud til Kristen during A-lunch og spurgte om hun kunne finde en fra band der spillede trompet. Hun hev mig så over og smed mig på et sæde foran en dreng, som var midt i sin frokost. "Hey, må jeg stille dig nogle spørgsmål?" Og så kørte det egentlig bare for mig! Var dog stadig nervøs. Tror mine skinneben svedte. Er der muligt? Han var dog også nervøs. Det er som om at lige så snart, jeg stiller det første spørgsmål, bliver deres ansigter hel sammentrukne. Deres øjne bliver store og deres læber smalle. Jeg er ikke den eneste der er nervøs. Han var den første, og det var ikke planlagt, så det var et ret plat interview. Det næste var bedre, især fordi jeg kendte hende lidt i forvejen, så hun var så sød! (Fordi jeg er foreign). Har nu lavet 5 små interviews, og selvom jeg er en lille smule nervøs, så har jeg lyst til at gå tilbage og gøre det igen og igen og igen. Det er så spændende. Det fede er at hvis jeg nogen sinde er i tvivl om noget, er jeg slet ikke bange for at stille "dumme" spørgsmål. For det første fordi jeg er ligeglad, og for det andet, så bliver mine dumme spørgsmål (som: "Er der nogen specielle positioner i color guard" eller "Hvordan staver man til det?") som regelt efter fulgt af: "I'm foreign" og et uskyldigt smil. Og så bliver folk virkelig søde og hjælpsomme :-D

Og så har jeg bare generelt fået en masse selvtillid. Jeg fortalte Dad den anden dag, hvordan jeg elsker at skrive historier, og hvordan det gik med at få venner i skolen (hvilket jeg skriver et andet indlæg om, det bliver da alt for langt det her?), og så lagde han sin hånd på sit hjerte, og sagde: "Du har en masse herinde." Pludselig følte jeg mig vigtig. Jeg er ikke bare endnu et menneske ud af 7 milliarder mennesker, eller hvor mange vi nu end er. Jeg har også noget indflydelse på mine omgivelser. Jeg ved ikke. Jeg føler mig i hvert fald vigtig! Jeg har et formål her på jorden. Lyder det skørt?

Det her var et meget dybt og LANGT indlæg, og kan sagtens forstå hvis i står lidt af.
Det her handler ikke så meget om hvad der er sket, men mere hvordan jeg udvikler mig personligt. Det er lige så meget en note til mig selv om: "Hey, omkring 2-3 måneder henne fik du pludselig en masse selvtillid! Det gjorde dit udvekslings år for dig," men det er også en reminder til kommende udvekslingsstudenter, at det her år giver altså mere end bare at blive flydende i et nyt sprog og leve i en anden kultur - du udvikler dig virkelig meget personligt.

Håber ikke det var alt for tungt (eller stødende, med hensyn til politik).

Med hensyn til politik (dette indlæg har taget mig 1 ½ time at skrive) så ser det ud til at de sidste poles endelig er ved at lukke (inden for en halvtime) og at det står meget lige...... Tror jeg. Det er noget med at de skal have 270 et eller andet, og jeg tror at Romney har 152 og at Obama har 123.  Fjernsynet siger dog også at Obama (indtil videre) har 51 % af stemmerne, og at Romney har 48 %. Men de har dog langt fra alle stemmerne. Det hele er så dramatisk. Det her er langt mere spændende end det danske valg. Måske fordi de alle sammen bliver lidt skøre på TV, fordi de har så stærke meninger. Alle bliver lidt overgearede ;-)

Nå, men, knus og kram! :-)