KFC!

Her til aften kunne vi ikke rigtig finde ud af hvad vi skulle lave. Og hvad vi skulle have at spise. Og så hentydede jeg til at jeg gerne ville ud at spise, og så foreslog Dad at vi tog på KFC, fordi det havde jeg snakket om at jeg gerne ville prøve - for hallo, hvad er mere amerikansk end det? Okay, det er mange ting, men de sælger vaskeægte amerikansk mad. Kartoffelmos, mac and cheese, beans og så selvfølgelig kylling. Friturestegt kylling. Så det gjorde vi, sammen med Todd and Mon. Så det var rigtig hyggeligt, spiste dog lidt for meget, da jeg jo skulle smage det hele. Tihi :)

KFC - An American Icon

KFC - Mac and Cheese :)

Derudover har jeg nogen ret sjove historier fra skolen.

For det første så har der igennem tiden været mange sjove kommentarer. Mange tror at vi snakker Dutch i Danmark. Det gør vi ikke. Jeg bliver hele tiden spurgt om at sige noget på dansk, og det inkludere næsten altid noget med tacos. Har jeg fortalt det før? Det er meget sjovt med de kommentarer, kan ikke lige huske resten... Hehe. 

Men generelt er amerikanerne bare underholdende. Idag i geometri var der en af drengene, som hele tiden laver jokes, som havde et spørgsmål. Det var et STORT spørgsmål. Mr. Shell spørger så hvor stort det er, og Trey - eller hvad han hedder - demostrere det med sine arme. Så stort! Så siger han: "Mr. Shell, hvis du var en hotdog og du var mega sulten, ville du så spise dig selv?" Sådan helt seriøst. Jeg flækker af grin, da jeg i forvejen har grint ad/sammen med min sidekammerat hele timen, men han holder masken. Og det samme gør min lærer. "Det afhænger af hvor sulten jeg er. Der er forskel på om man er en der er sulten tre timer efter man har spist, eller om man har fastet i 10 dage, eller 24 dage," og sådan fortsætter det, i bogstaveligt talt hele to minutter, hvor Mr. Shell forklare hvor sulten man kan være, og beder Trey om at definere hvor sulten han er. "Du er bare meget sulten, der er ikke andet mad i verden, ville du spise dig selv?" spørger Trey. Mr Shell begynder så at forklare om et fly styrt i bjergene, hvor ofrene begyndte at spise hinanden for at overleve. Efter 2-3 minutters snak om det afbryder Trey ham. "Okay, Mr. Shell, det her er alt for langt ude, det var bare et simpelt ja eller nej spørgsmål. Ville du spise dig selv hvis du var en hotdog?" Og så flækker hele klassen, mens en pige (som er lidt blank engang imellem) prøver at finde ud af hvordan man ville ende, hvis man spiste sig selv, når man var en hotdog. Måske skulle man have været der, men jeg var flad af grin.

Mens alt det der står på, er der pludselig nogle piger der begynder at larme over i den anden ende af lokalet. Robbie og jeg rejser os for at se hvad der sker, og den ene af pigerne - som er vildt underholdende - har klippet en kæmpe tot hår af. Vi skulle klippe nogle trekanter ud. Troede kun sådan noget skete i tredje klasse. Mr. Shell opdager det først bagefter på grund af alt påstyret med hotdogen, men så grinede han bare af hende. Det var virkelig skørt. Så usammenhængende. Det gav ingen mening. 

I kunst har jeg hyret hjælp, fordi min lærer sagde jeg skulle. Jeg blev færdig med mit maleri, og det var faktisk helt fantastisk! Jeg tog sagen i egen hånd og tog nogle drastiske beslutninger og det viste sig at være det rigtige at gøre, og jeg skulle have gjort det for 100 år siden. Det så faktisk godt ud. Og så bedte Mr. Crawford mig om at male mit træ, som skal gå på tværs ind over mine bjerge og min himmel og mit vand. Og det skal være helt mørkt. Et forkert penselstrøg og hele billedet er ødelagt. Men jeg har lært af mine fejl. Så jeg øvede mig på en sketchbook først og så kaldte jeg på Mr. Crawford og han godkendte det. Og så bedte han bogstavelig talt hele klassen om at gå deres vej, vende sig om, og lade mig være alene. Jeg tog musik i ørerene, og gik ind i min egen lille verden. Fem minutter - jeg tog tid - stod jeg og gloede på mit maleri, inden penslen endelig rørte papiret, fordi jeg skulle gøre det her i ét penselstrøg. Jeg gjorde det, næsten perfekt, og hele klassen åndede lettede op. Mr. Crawford malede to grene og så skulle jeg male resten. Jeg malede en, og gav op. Han sagde faktisk: "Wow, det er virkelig dårligt," da han så det. JEG KAN IKKE MALE! Og så bedte han Jeremy om at komme over, fordi det her maleri, blev nu et officielt teamwork. Så jeg blev beordret til at hyre ham, for nu skal han male mine grene. Lidt øv at jeg ikke bare kan færdiggøre det selv, men er så lykkelig for at jeg ikke skal male de pokkers grene! Og Jeremy er vildt gode til det prut, så er glad for at han for lov til at gøre det. Og så er mit malerri færdigt! På mandag! :)

Nogen der gider at købe en ny computer til mig? (jk) For den her kan ikke lade op, så hver 10. minut må jeg kæmpe for at holde gang i batterriet, og lige nu ligger opladeren hen over min mave, og ledningen henover mit keyboard, for det er den eneste måde den kan oplade på. Hvis jeg rykker det bare en millimeter, stopper den med at oplade. Så irriterende...

Det blev længere end forventet... Tror ikke den historie er så sjov, som hvis man havde været der i virkeligheden. 

Anyway, knus og kram

Pauline :)

Ps. Har i lagt mærke til at jeg har ændret designet på bloggen? Syntes der skulle ske noget nyt, og har endelig lært hvordan man gør det der prut :)