Denne weekend har været en lang (vi havde jo fri fra skole fredag) og dejlig en af slagsen. Det var meget afslappende og da Dad ikke var hjemme, var der dømt rigtig tøse-hygge. Han kom dog hjem lørdag aften.
Det var så afslappende alt sammen, at vi alle sammen sov over os søndag morgen og missede kirke. Bum. Det er aldrig sket før i Burley family-husholdningen. Vi kiggede lidt på hinanden, inden vi besluttede os at tage tidligt afsted til Artprize - som vi alligevel havde tænkt os at besøge. Artprize var proppet med mennesker, og Mom er ikke den største fan af store crowds, så vi var der egentlig ikke i så lang tid. Der var så mange mennesker, at man slet ikke kunne se kunstværkerne. Jeg kunne ikke engang nå at tage billeder, fordi det hele tiden gik mennesker ind foran, eller der bare stod en kæmpe klump mennesker, så tæt på at jeg ikke kunne få et billede uden mennesker hoveder på. Nå, men vi nåede at spise på the B.O.B som er en... bygning. Jeg ved ikke rigtig hvad det er, men der er en bar og en restaurant og så lige nu, er det fyldt med kunstværker på grund af Artprize. Der var godt nok travlt, men fantastisk service, og vi fik nogle SUPER MEGA lækre nachos med svinekød - tror jeg - på, som var smurt ind i en form for BBQ sovs, og så med tomater og løg og ... Kan ikke huske det, men det var seriøst himmelsk! Bagefter vi fik nogle pizzaer - Kristen og jeg fik en med grøn pestro og kylling og soltørrede tomater, virkelig godt!
Da vi kom hjem derfra, satte Kristen og jeg ind i hver vores seng og hyggede indtil vi så tog i kirke om aftenen. Det var en meget speciel aften i kirken, for et par som alle holder meget af, skulle flytte fra vores kirke, fordi manden havde fået et job som Pastor. De havde egentlig ikke haft lyst til det, men de følte Gud havde snakket til dem. Det var et kald. Og her er det at det bliver lidt underlig for mig nogen gange. Men deres historie var virkelig rørende. Og dem som kender mig godt ved at når sørgelig ting sker - sådan rigtige sørgelige - så griner jeg for det meste. Og så græder jeg. Så jeg sad og smilede sympatisk til Travis, mens han holdte hans tale, og da jeg så kigger rundt på alle sidder de med bøjede hoveder og seriøse ansigter. Så jeg trak vejret dybt og prøvvede at ligge mit ansigt i de rigtige folder. Kristen kigger over på mig, på grund af de dybe vejrtrækninger, og spørger om jeg er lige ved at græde, hvorefter jeg indrømmer at jeg prøver at lade være med at smile. Heldigvis havde jeg forklaret det til hende, så hun grinte bare - lavt selvfølgelig - og jeg prøvede fortsat ikke at smile. Jeg mener det jo ikke ondt når jeg smiler ad ham - det er min måde at vise at jeg lytter til ham og jeg er rørt af det han siger. Jeg glemmer bare lige at han ikke ved det, heldigvis smilede han tilbage, så jeg tror ikke det var sådan at han troede jeg grinte af ham. Han forstod det godt. Men deres historie var virkelig rørende, og det var lidt underligt for mig, da de er med i Youth Group som vores ledere, og jeg har snakket meget med dem her den første tid, og jeg vidste bare slet ikke hvor meget de havde været igennem, og hvor meget Gud betød for dem. Tro det eller lad være, der sker altså nogle ting hvor man tænker - wow, hvordan kunne han vide det om dem, og hvordan og hvordan? Det er ret vildt nogle af de ting og som sker for de her mennesker.
Bagefter var der kage og is i the Gym og Amanda og Scott var der med lille Emma for første gang, som stolt blev vist frem for alle nysgerrige sjæle. Den stolte bedstefar fik også lov til at bære lidt rundt på hende. Det var meget hyggeligt.
Der var seriøst den bedste kage nogensinde, med noget mega lækkert frosting.
Idag var der tema på skolen fordi det er Homecoming week. Igår var det sportsdag, og Dad havde en Soccer-dommer-trøje som jeg fik på. Der var et par kort med, et gult og et rødt, som jeg havde med i lommen. I Art spurgte Jeremy om han måtte låne kortene hele dagen, og efter at have fortalt mange gange at han skulle passe på dem, fik han lov. I frokost pausen bedte jeg så Rachel om at gå over og få dem, og hun kom tilbage uden nogen kort. Jeg tænkte ikke rigtig mere over det, for jeg ville egentlig bare se om de nu var okay. Da jeg så går fra 3rd block kommer Kyle, som jeg også spiser frokost med, over til mig og siger at Rachel faktisk fik kortene, men beholdte dem for at drille mig. Så da 4th block var ved at slutte sad jeg klar til at styrte ud af døren og få fat på hende, inden hun forlod 2. sal som vi begge var på. Istedet blev jeg kaldt ned på kontoret tre minutter inden klokken ringede. Jeg var så bange for at jeg havde gjort noget forkert. Da jeg så kommer ind på kontoret lå kortene der med mit navn på. Da jeg så stiller med ud og venter på Kristen kommer Rachel gående med det største smørrede smil på læberne, og så flækker vi begge af grin. Hun havde gjort det med vilje, bare så jeg ville blive kaldt ned på kontoret. Det var nu også meget sjovt.
Idag var det western dag, og vi kom for sent i skole. Min første gang nogensinde. Troede jeg skulle dø. 2 minutter. Var så nervøs. Heldigvis var klassen ikke klar da jeg kom - de sad ikke på deres pladser endnu og der var hygge-snak - så det var ikke så slemt. Men så spurgte Rachel hvad kontoret ville med mig. Og så spurgte Mr. Crawford om det samme. Hvad?! Så jeg var åbenbart blevet kaldt ned på kontoret to gange inden vi havde nået skolen. Jeg gik nervøst ned mod kontoret. Og kender i så det hvor alle de ting, som man har gjort, som måske kunne have været "dårlige", pasere foran ens øjne? Sådan havde jeg det. Jeg blev kaldt ind på Mrs. Converse kontor, og hun bedte mig om at vente. Imens stod jeg og trippede. For dagen før - mandag - blev vi ikke hentet, før en time efter skolen faktisk var slut. Så jeg havde løbet rundt i kantinen og danset, og Kristen havde siddet og sunget, og jeg havde taget billeder. Og det eneste jeg kunne tænke på var at nu havde de nok set videoen fra overvågningen, og ville give os en kæmpe skideballe for at rende rundt i kantinen efter skole tid. Tanken om at jeg ikke var nok udklædt strejfede mig også - hvilket er dumt, for man bliver overhovedet ikke straffet for IKKE at klæde sig ud. Men jeg var gået i panik. Mrs. Converse fortalte mig så at jeg "bare" skulle være med i the formel assembly om fredagen - hvor de nominerede til homecoming king and queen skal holde deres taler, og idag havde vi så en prøve. Jeg skal gå sammen den anden udvekslingsstudent Alex - eller noget - fra Italien, og vi skal så åbne det hele, ved at gå ind i gymnastik salen, mødes på midten, gå arm i arm op til midtpunktet i salen og så sætte os ned. Først tænkte jeg PYHA, fordi jeg ikke var in trouble, men så kom jeg i tanke om at hele skolen skal se det her. Og jeg skal have kjole på. Og så skal vi lave sådan en lille ting, når vi når midtpunktet af salen, og Alex foreslog at han skulle gå ned på et knæ og give mig en rose. Jeg prøvede at forklare ham at jeg er genert og ikke er vild med al den opmærksomhed, hvorefter han siger at han også er genert, bare ikke her, fordi han ikke kender nogen, og så blev vi enige om at det jo kun tog to sekunder, og så var det overstået, så - i et svagt øjeblik - gik jeg med til det. Fortryder nu. Heldigvis mener en af pigerne der står for det, at alle de andre måske dropper deres lille ting, og så behøver vi heller ikke at gøre det. Bliver bare nødt til at finde Alex inden han køber den der rose.
Men i den anledning fik jeg en chance for at snakke med Alex, og han er slet ikke så indelukket som jeg havde troet, så måske kunne det være at vi kunne snakke lidt mere sammen nu, for det er nu meget rart at have nogen at snakke med, der går igennem det samme som du selv gør.
Idag fik det jeg så også rigtig dårligt. Og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, det var alt det halløj med the assembly der udløste det. Jeg har kunne mærke en forkølelse komme undervejs her på det sidste (hvis man kan sige det sådan) og alt det her stress med hensyn til the assembly at det bare... Ja. Har haft hovedpine de sidste to dage, og nu fik jeg det bare rigtig skidt. Så jeg kæmpede mig igennem fjerde time - KÆMPEDE, det var virkelig svært, har aldrig haft så svært ved at holde mig vågen og have det lousy - og da jeg så kom hjem, tog jeg et karbad og bagefter puttede jeg min nye store striktrøje på og satte mig ind i sofaen og så noget Say Yes to the Dress. Har det virkelig stadig ikke særlig godt. Håber det snart går over.
Imorgen er det formel dag i skolen, tror dog vi tager til Artprize imorgen, og holder fri fra skole. Så det bliver meget rart håber jeg.
I søndags fik jeg endelig besøg af min område repræsentant, som er så sød! Hun går virkelig op i det her, og arrangere turer for os, og små events, som jeg dog tror vi er for travle til at deltage i. Vil ellers virkelig gerne møde nogen af de andre udvekslingsstudenter, men som jeg forklarede Gene, så er det ikke nødvendigvis hele slænget jeg vil møde, men bare et par eller to, bare lige for at få nogen kontakter rundt omkring.
Her til aften har jeg lige fundet frem til iTunes festivalen, hvor jeg kan se gratis koncerter fra min iPhone, hvilket er VILDT fedt! Så har siddet og slappet af idag, og lyttet til musik, gik en aften tur med Mom and Dad og tilbage og hører lidt af en ny koncert. Og nu vil jeg se Revolution med resten af familien.
Ses, knus og kram :)
PS. Undskyld hvis indlægget ikke giver mening, men har skrevet det over to dage, og har ikke lige overskud til at kigge det igennem :-)))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar